tirsdag den 17. januar 2017

Dagens smil....

Ved stranden i Vorupør

Her i Casa Michelsen holder vi rigtig meget af hunde. Især Cæsar har sat kæmpe spor i vores hjerter, både fordi vi havde rigtig mange udfordringer med ham, som vi hen ad vejen fik styr på, og fordi vi var så heldige at have ham i 14½ år, - 14½ hvor man knytter virkelig tætte bånd til sådan et kræ. Samtidig var han en fantastisk hund med masser af humor og skøre, herlige påfund. Han var virkelig en hund, der "kom ind under huden" på hele familien.

Men vi stod jo i det dilemma, at vi også gerne ville ud at rejse, hvilket ikke er den nemmeste sag i verden, når man har hund. Enten skulle han passes, og det havde vi det ikke så godt med, med de udfordringer han havde - eller også skulle han med, hvilket vi helst ville. Den sag blev løst ved, at vi købte campingvogn og tog ham med, så han endte med at blive en ret så berejst hund *smiler*

Forleden faldt jeg over et indlæg på Facebook, som jeg synes I skal se, det handler nemlig lige præcis om dét med at have sin hund med sig, når man gerne vil rejse.

---------------

En mand skrev en email til et lille hotel i en by, han havde planlagt at besøge på sin ferie. I mailen skrev han:

"Jeg vil meget gerne tage min hund med, så han kan bo hos mig under mit hotelophold. Han er velopdragen, opfører sig eksemplarisk og forstyrrer ikke nogen. Tror du, at det ville være muligt for mig at lade ham sove sammen med mig på hotelværelset om natten?"

Manden fik svar fra hotelejeren næsten med det samme. Han skrev:
"Min gode mand, jeg har haft dette hotel i mange år. I løbet af denne tid har jeg aldrig oplevet en hund stjæle håndklæder, sengetøj, sølvtøj eller malerier fra væggen.

Jeg har aldrig været tvunget til at smide en hund ud midt om natten, eftersom den var fuld og opførte sig dårligt. Og jeg har aldrig oplevet en hund, som har løbet fra regningen. Så ja, din hund er selvfølgelig velkommen til at bo på mit hotel.

Og hvis din hund kan sige god for dig, så er du også velkommen til at bo her."

---------------

Der fik jeg lige et af dagens mange smil, for denne lille spøg af en historie rammer lige i øjet på en virkelig hundeven, der er "bitten by the travel-bug".
 
Jeg skal ikke trætte Jer med en masse snak om Cæsar, for ham kan jeg snakke om i timevis (hvis det slår til), men jeg synes da lige jeg vil vise et billeder mere af ham.

Smukke Cæsar

Fik du også dagens smil?

lørdag den 14. januar 2017

Jeg glæder mig helt vildt....


Det er simpelthen så fedt, - vores næste rejse til fantastiske Mallorca er netop bestilt, og jeg glæder mig helt vildt meget til turen går derned igen.

Vi har flere gange været på Mallorca i september og oktober, men denne gang vil vi af sted i foråret, hvor alt er mere friskt, grønt og blomstrende. 

Foto er lånt fra Suntours hjemmeside

I efteråret boede vi længere væk fra havnen, end hvad vi godt kan lide, og belært af denne erfaring har vi booket på Hotel Alcudia, som ligger inde midt i Port de Alcudia. Det virker som et rigtig godt valg for os, og så er det nemt at parkere lige overfor hotellet, hvor der er en stor parkeringsplads. Vi vil leje en bil og ud på et par fede roadtrips og se mere af øen, og lur mig om der ikke også kommer til at stå en tur til Palma på programmet. - Og så skal der ellers bare råhygges i Alcudia Old Town, Port de Alcudia og gåes nogle dejlige ture langs den lækre strand *smiler*

onsdag den 4. januar 2017

Nytårsforsætter.....Glem det....


Nytårsforsætter er sikkert en fantastisk ting for nogen, men DE HOLDER IKKE for mig. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har lavet nytårsforsætter og sat mig for, at jeg skulle begynde at motionere, tabe mig, droppe slik i aftenvagterne og så videre. Ikke én eneste gang er det lykkedes at holde dem, og hvorfor skulle det egentlig også være lettere bare fordi det er Nytår?

Jeg kunne godt have brug for at tabe mig, - bevares, det er da ingen hemmelighed, men det behøver vel ikke være lige nu, for hvad så med alle de gode sager, der stadig er tilbage fra Jul og Nytår, skal de så smides ud? Her i huset går vi jo ikke ind for madspild *smiler*

Der er stadig en æske mini-marcipanbrød i skabet, en pose af slagterens fantastiske julemedister og en portion af det gode hjemmelavede tarteletfyld med høns i asparges i fryseren, luksustarteletterne ligger bare og venter på at blive fyldt, det vil jo være ærgerligt at kassere det hele, ik'......

- Og hvad med de sidste "forkølede " BAILEYS-KUGLER - dem som var de mindst pæne at se på, men det ændrer jo ikke på, at de smager forrygende???? No way, de skal ikke smides ud, det smager de ganske enkelt for godt til.

Det kan godt være jeg har rygrad som en regnorm, men jeg orker ikke at beskæftige mig med de nytårsforsætter længere.

Men til gengæld har jeg lovet mig selv, at passe bedre på mig selv i det nye år. Jeg er allerede begyndt at gå liiiidt før i seng, der er stadig plads til forbedringer, men jeg er på rette vej. Jeg har også hanket op i mig selv og er begyndt at gå nogle flere ture for at holde gang i kroppen. En anden ting er, at jeg vil gøre hvad jeg kan for - i videst muligt omfang - at gøre ting, der gør mig glad, men man må jo tage det sure med det søde her i livet *smiler*


Sidst, men ikke mindst skal der stresses mindre på jobbet, og det SKAL bare være sådan.... Jeg har bestemt mig for at sætte tempoet ned, ..... man får jo ingen tak for, næsten, at gå ned med stress igen, vel?
Det er bestemt ikke let, når man er ansat i en akutmodtagelse, men jeg er nødt til at gøre en indsats.