onsdag den 31. august 2016

Sidste dag i august....

Naja fjoller rundt med Nicolines cykelhjelm

Så er vi nået til den sidste dag i august. Hvor er måneden bare gået stærkt, og jeg synes egentlig vi har nået en masse. Herhjemme har vi fået lagt fliser og udvidet terrassen lidt, oppe i sommerhuset i Thy er der blandt andet lavet en indervæg i havestuen og havestuen er nu stort set ryddet for materialer, og så har vi været på den hyggelige en-dagstur til Søndervig. Ved siden af har vi jo så også begge passet vores fuldtidsjobs, daglige gøremål og familien.


Jeg var så heldig at få placeret et par afspadseringsdage så strategisk godt, at jeg kunne holde 7 fridage i træk. Det var skønt. Men der er også sket et par andre ting, som jeg vil fremhæve, da de gør mig rigtig glad. 

Først og fremmest har bloggen her set dagens lys. Jeg er i tvivl om, om der er andre end os selv der kigger med, men jeg  har hygget mig rigtig meget med at lave indlæg et par gange om ugen. 


Varmt tillykke med huskøbet
 
En anden stor ting er, at Claus og Maja, efter lang tids forhandling frem og tilbage, endelig har skrevet under på købsaftalen til deres drømmebolig i Thisted. De glæder sig selvfølgelig til at sætte deres eget præg på huset, så der skal laves en del ved det før det er, som de gerne vil have det. Vi glæder os rigtig meget til at følge processen.
Det bliver noget helt andet for dem at være husejere i Thisted og ikke, som tidligere, ejere af en andelsbolig midt i København.

August var også måneden, hvor Naja sagde ”mårmår” for første gang, - det var stort.
Godt nok virker det som om, at ”mårmår” er en fælles betegnelse for mormor og morfar, men pyt nu med det *smiler*

søndag den 28. august 2016

En dejlig weekend er ved at være slut

Franske lækkerier

Vi havde bestemt os for, at Bernd skulle køre op i sommerhuset fredag og til lørdag aften, og få lidt fra hånden deroppe. Nu arbejder jeg jo rigtig tit fredag aften, så det var selvfølgelig ærgerligt, at han ikke ville være hjemme, når jeg endelig havde en fredag aften fri, men vi er jo også nødt til at komme lidt videre med renoveringen ind i mellem. Og så var der jo i øvrigt også noget græs som trængte til at blive slået.


Jeg havde forskellige ting jeg skulle have ordnet lørdag, og slog blandt andet vejen forbi Torvet, hvor det var sidste dag der var Internationalt marked. Det er mest madboder fra forskellige lande, men også lidt andet. Jeg elsker markeder, og det internationale marked, som kommer hver sommer er et must, hvis vi er i byen på det tidspunkt.

Et par hollandske spasmagere, som allerede havde solgt godt

Spansk paella, denne her er med kylling og chorizo

På den spanske stand Francesca Paëlla solgte venlige Jose på billedet her 3 forskellige slags paella. Jeg kunne ikke stå for den med kylling og chorizo og købte en portion med hjem til frokosten. Det er ikke så tit man støder på paella uden seafood, så det benyttede jeg mig lige af. Varm seafood er altså ikke liiige et hit hos mig.

Rigtige engelske fugdes, yummy



Hvis der skulle uddeles en præmie for den hyggeligste stand, måtte det helt klart være denne italienske stand med antipasti. 

Jeg var inde og kigge på en polsk stand, hvor de handlede med figurer lavet af metaldele, som var svejset sammen. Om man kan lide sådan noget eller ej er jo en smags sag, men da jeg så de havde et par forskellige elefanter var jeg nødt til at købe en til Bernd. Det er så svært at finde elefanter, som han ikke har i forvejen, men denne her er unik, så der kunne jeg da være sikker på, at han ikke havde en magen til. Det skal lige siges, at han samler på elefanter og samlingen består af 827 forskellige. Nu er det ikke sådan at vi har hele vores hjem overbroderet med elefanter, det ville jeg slet ikke kunne holde ud *smiler*

Endnu en elefant til samlingen

Det var et par unge mennesker, der havde standen. De fortalte, at det var pigens bedstefar der for mange år siden havde startet produktionen af figurerne. Det var mens der var stor fattigdom i Polen, og han næsten ikke kunne brødføde sin familie. Derfor samlede han alt hvad han kunne finde, for at se om han kunne få penge ud af det. Han begyndte blandt andet at lave metalfigurer. I dag er det den unge pige og hendes kæreste, der laver figurerne og sælger dem på markeder rundt om i Europa. 


Så startede Toppen af poppen igen. Hvor har jeg glædet mig til det. Denne gang var det søde, smukke, dygtige Ida Corr der var hovedpersonen. Det var fantastisk at høre hendes lækre musik i andres fortolkninger. Der var to ting, som jeg lagde specielt mærke til, den ene var Noah, som jo normalt synger på dansk, han sang på engelsk i aften, og hold nu op... Det burde han altså altid gøre. Og så var der Lau Højen, som gav Ida Corrs hit "Let Me Think About It" en ordentlig spandfuld Carpark North, - WAUW, det var SÅ fedt.
Det var en fed afrunding på weekenden.

fredag den 26. august 2016

Mallorca countdown #5


Er stranden ikke fantastisk?

Når man taler om Mallorca falder tankerne helt naturligt på strand og vand, og mange af dem jeg taler med siger da også straks ”Alcudia”. De andre gange vi har været på Mallorca, har vi boet i Port de Alcudia, og vi har booket hotel der igen. Der er rigtig mange ting vi ikke har nået at udforske i det nordøstlige hjørne af Mallorca endnu, og så er Alcudia simpelthen bare så dejlig. 

Vi har lagt nogle overordnede planer for, hvad vi vil se og gense, men nu må vi se om vi når det hele, vi skal jo også huske at slappe af. Vi plejer at sige til hinanden, at hvis vi ikke når tingene denne gang, så napper vi dem en af de næste gange vi tager derned, Mallorca har nemlig virkelig meget at byde på *smiler*

Stranden er ren og lækker, og mega børnevenlig

"Vores" badebro fotograferet i modlys

Port de Alcudia byder også – som navnet jo siger – på en havn. Man kan blandt andet sejle til/fra Barcelona og naboøen Menorca. Der er masser af forskellige bådture, der går ud fra havnen, og så er der den hyggelige lystbådehavn, hvor der hver dag er et lille aftenmarked.

Længere omme i havnen ligger de store yachts

Fra torvet ved lystbådehavnen kommer man direkte op i et område med masser af restauranter, barer, butikker og lokalt byliv. – Og så ligger Turistkontoret ved torvet. Jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende, første gang vi var i Alcudia var vi derinde for at få fat i et godt kort over øen. Der var mange der ventede på at blive betjent, og mens vi kiggede i nogle af alle de brochurer man kunne tage, hørte vi en af damerne der arbejder der, tale engelsk, tysk, spansk, fransk, svensk, italiensk og russisk. Det er sq godt klaret.  Ellers kan man sagtens klare sig på engelsk.


Det hyggelige torv ved lystbådehavnen

Næste gang skal vi bo længere væk fra havnen end de andre gange. Så må vi se hvordan det er. ”Vores” gode hotel er desværre blevet overtaget af en tysk kæde, som kun booker ud til deres egne chartergæster.

Der er mange turister i Alcudia, men det er der altså ikke noget at sige til. Vi rejser til Mallorca lidt uden for højsæsonen, så er der knapt så mange gæster i området, og priserne på rejsen og temperaturerne er lidt lavere. Og så gør det jo heller ikke noget, hvis rejseopsparingen rækker så langt som muligt.
Det bliver så dejligt at komme derned igen.

onsdag den 24. august 2016

En helt almindelig hverdagsfridag.....


Kender I det, at man vågner om morgenen og tænker ”i dag skal jeg altså bare ud og gå mig en lang tur”? Sådan havde jeg det her til morgen. Jeg trængte til at få gang i kroppen, men nu er jeg jo ikke dén, der tager løbeskoene på og tonser derudad, det er jeg for det første for doven til, og for det andet vil min gigt ikke rigtig være med til den slags. Måske er det de sidste mange fridages lidt for gode mad og andre lækkerier, blandt andet den dejlige rabarbertærte fra i mandags, der har været årsag til mit pludselige behov for at være lidt mere aktiv end vanligt, hvem ved….


Først gik Magnus og jeg vores stille og rolige formiddagsrunde i et tempo, som passer til ham, og bagefter gik jeg en god, lang, rask tur alene. Undervejs så jeg til min glæde, at vi igen havde fået en blomsterbutik i vores bydel. Den måtte lige tjekkes ud. De havde tilbud på en masse fine potter og vaser, og der røg da også lige et par stærkt nedsatte gråblå (selvfølgelig gråblå *smiler*) vaser og lidt roser med hjem. Ud over blomster og dekorationer handler de med the, chokolade og nogle fine træskilte. Vi har virkelig manglet sådan en butik her i området.  Så velkommen til…..
 

I dag er så den sidste af mine 7 fridage, - om jeg fatter hvor de er blevet af. Fra i morgen er det back on track, jeg er lidt spændt på at komme tilbage på jobbet og se om der er en afklaring af vores lokalesituation, men det kommer I nok til at høre mere om, når bosserne har truffet deres beslutning.

mandag den 22. august 2016

Sandskulpturfestival i Søndervig



Jannie, Kristian og pigerne er taget på ferie i Søndervig i denne uge, så i dag har vi hjulpet dem derop med nogle af deres ting. Det kneb med plads til klapvogn, weekendseng og så videre i Jannies bil, når der også skulle være plads til personlige fornødenheder til 4 personer.

Da vi nu var i Søndervig benyttede vi os af lejligheden til at kigge ind på Sandskulpturfestivalen.


Temaet i år er Afrikas dyr og jeg må sige, at standarden er væsentlig højere i år, end de andre gange vi har været deroppe. Sandskulpturerne er lavet så detaljerede, man skulle virkelig tro det var umuligt i sand.

Her er Bernd foran én af elefanterne.

Sandmuren yderst i området er helt fantastisk og man føler næsten man befinder sig midt i Afrikas jungle.

Bunkeren på Troldberg var dekoreret med grafitti

På vej tilbage mod Esbjerg holdt vi ind i Hvide Sande. Først gik vi en lille tur op på  en høj med udsigt over havnen. Troldberg hedder den (nej, ikke Troldbjerg).


Kaffetørsten havde meldt sig, så vi drak kaffe på Café Marina på havnen i Hvide Sande, hvor vi blandt andet blev underholdt af en flok lystfiskere, der var på vej ud at fiske med en turist-fiskekutter. Pladserne var indtaget, dåsebajerne var knappet op og alle mand var klar, det var bådens motor desværre bare ikke, det var de selvfølgelig ret trætte af. Da vi forlod caféen lå kutteren, stadig ved kajen, ærgerligt for dem.

Cappuccino med lun rabarbertærte med creme fraiche, flødeskum og melon

Det var lækre sager vi fik på Café Marina, men nu skal der altså trappes ned med alle de usunde ting, ellers ender det med, at badevægten for alvor begynder at protestere.

fredag den 19. august 2016

Mallorca countdown #6



Nu nærmer vores næste rejse til dejlige Mallorca sig, der er stadigvæk nogle uger til, men - Ihh.... hvor vi glæder os.

Vi har været der 2 gange før, og for at sige det som der er, så var det ”Kærlighed ved første blik”. Der er simpelthen bare så dejligt på øen.

På vores første rejse derned besøgte vi kønne Valldemossa, som ligger i den vestlige del af de fantastiske Tramuntata bjerge.


Her har vi jo Santa Catalina Thomas, hun er den eneste helgen, der er født på Mallorca



I Valldemossa sætter man en ære i, at tingene er fine og sirlige



Komponisten Frederic Chopin boede i Valldemossa i en periode

Vi besøgte byen på en tur over til Mallorcas vestkyst, og vi ville egentlig gerne have haft mulighed for at bruge noget længere tid på at ose rundt, men vi skulle videre til Port de Sollér.


Her ses en af de små kønne gader

Valldemossa er så smuk, og det er helt klart et sted vi vender tilbage til på en af vores kommende ferier dernede.

Og så kan jeg ligeså godt sige det som det er: Der er Mallorca spam forude, - nu er I advaret *smiler*

onsdag den 17. august 2016

Esbjerg Festuge og Containerudstilling.....

Festugen blev skudt i gang i weekenden, så der foregår rigtig meget rundt om i byen.  Nu er det ikke sådan, at vi drøner rundt og deltager i massevis af arrangementer, det giver helt sig selv med de skæve arbejdstider vi har her i Casa Michelsen.

Vi bor så tæt på centrum, at vi kan høre musikken fra de store torvekoncerter, og jeg skulle lige hilse og sige, at Hit med 80’erne fik skudt gang i festen forleden aften, der må helt klart være mange der havde nogle rustne stemmer dagen efter, sådan som der blev sunget med på de gamle 80’er hits.
Jeg nyder mine aftenture med Magnus, men i fredags var det altså ekstra hyggeligt, at gå vores runde her i kvarteret og samtidig høre ”Jeg tror der er magi i luften” og alle de andre hits fra dengang. Jeg tror faktisk jeg gik og smådansede lidt ind i mellem, - kald mig bare skør, - det må I gerne *smiler*

Da jeg havde fået fyraften i lørdags kørte vi et lille smut ned på havnen, hvor der var Containerudstilling. Det er alt fra etablerede kunstnere til hobbyfolket, der udstiller (og sælger) i løbet af festugen.  


Det første jeg spottede var de her 2 blå kunstgenstande. Jeg elsker blåt, så jeg måtte helt klart ind og kigge i den container.  Den lille skulptur til højre, - Plasket, hedder den, til den nette sum af 12.000 kr. drager mig på en eller anden måde. Den passer overhovedet ikke hjemme hos os, og jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle stille den, så det er nok bare farven, der trækker i mig. Jeg tror egentlig også hellere jeg vil prioritere at rejse i stedet for.


Bernd er jo vild med elefanter, så udstillingen med de her malerier måtte også lige tjekkes ud.


På én af udstillingerne bestilte vi en lille ting til en sød person, vi kender. Vi siger ikke hvad vi bestilte, og hvem den søde person er, er en hemmelighed, men det kommer der mere om, når vedkommende har fået sin lille gave. 

Der var virkelig noget for en hver smag på udstillingen, og en masse mennesker havde da også fundet vej derned, så der var ikke så meget plads til at få nogle gode billeder, men sådan går det jo tit. 

           

På vej over til bilen kom vi forbi denne cykel, godt nok skudt i en noget skæv vinkel, men jeg synes alligevel godt man kan se, hvor sej den er.

Så var det tid til at komme hjem og slappe af med en god kop kaffe.


lørdag den 13. august 2016

Dirty Dancing The Musical i Operaen.......

I morgen spiller de Dirty Dancing i Operaen i København for sidste gang. Jeg var så heldig, at Bernd havde givet mig 2 billetter til Dirty Dancing The Musical i fødselsdagsgave sidste år. Jeg blev bare så glad, da jeg fik dem, jeg ELSKER den film og ville også SÅ GERNE se den som musical. Han havde lovet at tage med til København, og den 17. juli var dagen.

Vi havde bestemt hjemmefra, at vi ville spise indisk mad på Restaurant Sahil, den ligger ret bekvemt i forhold til Operaen, og så havde jeg hørt, at maden var god.



Vi fik Keema (spicy) og Butterchicken (mild). Dertil fik vi stegte ris med nødder og Naan brød med hvidløg. Det var lækkert.


Der var lige nogle få minutter til et photoshoot, men det kom der nu ikke nogen særligt brugbare billeder ud af.*smiler*


Ingen af os havde været i Operaen før, så vi var meget spændte på at se den, og flot er den jo.


Lige indenfor døren blev vi mødt af denne flyer, og så var stemningen ligesom slået an.


De 3 smukke "guldkugler" gør bare det hele i den flotte foyer. Hold nu op, hvor er de flotte, som de hænger der og giver liv til foyeren. Det ville ikke være dårligt, hvis man kunne have sådan én hjemme i sin stue *smiler*



Man må jo selvfølgelig ikke fotografere under showet, så jeg har taget et par billeder af det store flotte program, som jeg købte.

Jeg siger jer, - showet var totalt fantastisk. Det var så gennem professionelt det hele. Handlingen kender de fleste jo, men musicalen var skruet sammen, så den var sjov, rørende, - nå ja, det er vel egentlig nemmere at sige, at den ramte hele følelsesregistret. Musikken, dansene, danserne, kulisser osv. var fantastiske.

Det var så FED EN OPLEVELSE, som jeg kan leve højt på rigtig, rigtig længe.

Jeg håber den bliver genopført på et senere tidspunkt, for så har jeg lovet Jannie, at jeg giver en billet, så vi kan se den sammen.

fredag den 12. august 2016

Weekend i familiens tegn.....

Claus, Maja og Ringo havde meldt deres ankomst til spisetid i fredags. Jeg stødte til kl. 23.15 da jeg havde fri fra aftenvagt. Selvom det ikke var så længe siden vi havde været sammen, var der alligevel en masse der skulle opdateres og vendes, så det endte da også med at blive et godt stykke over midnat før hundene var luftet og alle var krøbet til køjs.

Ringo var i løbetid, så Magnus syntes hun var MEGA lækker

Ringo var i løbetid, så Magnus syntes hun var fantastisk dejlig, men det gik faktisk rigtig godt mellem dem alligevel.



Magnus er jo ikke golden retriever for ingenting, så da Ringo fik serveret sin mad, holdt han sig til, i håb om, at hun ikke kunne spise op.

Lørdag formiddag passede vi Ringo, mens Claus og Maja var ude at købe fødselsdagsgaver til Naja og Jannie, godt nok temmelig meget forsinket, men bedre sent end aldrig.

Der pakkes fødselsdagsgaver ind

Vi var blevet enige om at grillen skulle startes op ved spisetid, så der røg nogle lækre ben, pølser og bøffer på, dertil drak vi god italiensk rødvin. Senere rykkede vi indenfor og slappede af med et par krimier på TV.


Søndag formiddag skulle gaverne så afleveres nede hos Jannie og Kristian. Bernd og jeg bestemte os for at blive hjemme og passe hundene, så de unge mennesker kunne sludre uden os.

Claus var ikke helt tilfreds med vejret

Efter frokost kørte Claus og Maja nordpå. De var knapt rejst af før Nicoline og Jannie meldte deres ankomst til kaffe. Jeg ELSKER deres små weekendbesøg *smiler*




Der kigges på billeder på morfars telefon

Nicoline er vild med at fotografere (hvem mon hun har det fra?), når hun er her. Hun plejer at låne et gammelt pocketkamera, jeg ikke bruger længere, som hun skyder løs med. Denne gang var det dog morfars telefon, der blev brugt. Sjovt nok er det helt i orden at tage billeder af os andre, men hvis vi vil have billeder af hende, må vi snige os til det *smiler*



Vi rundede en hyggelig weekend af med pizzaer og rødvin, og så var det tid til at smække benene op i sofaen og flade ud.

torsdag den 11. august 2016

Turen går til Mors......

Aargh..., så fik jeg lige fjumret så meget i det, at jeg fik slettet et tidligere indlæg fra min dejlige tur til Mors for 4 uger siden. Nå, men jeg prøver at rekonstruere indlægget, for det var sådan en hyggelig dag.

For første gang i mange år skulle jeg ud at rejse med tog. Jeg skulle besøge Claus og Maja i Nykøbing Mors, hvor de har lejet et hus i nogle måneder.
Første etape var togturen fra Esbjerg til Struer. Egentlig tager den kun et par timer, men føles meget længere, toget stopper nemlig ved hver eneste lille station på strækningen. 

Dejligt at "ramme" et tog, hvor internettet virker

Når jeg rejser med tog synes jeg det er lidt sjovt at betragte medpassagererne (diskret selvfølgelig).
Denne gang rejste jeg blandt andet sammen med en flok bagstive unge mennesker, der underholdt hinanden (og vi andre) med nattens oplevelser, en flok glade pensionister på lørdagsudflugt, et par forventningsfulde unge piger, der skulle på shoppetur i Holstebro og en venlig ung mand af anden etnisk herkomst, der uafbrudt talte i telefon fra Esbjerg til Struer - nogen har tilsyneladende meget at fortælle hinanden, og det er jo dejligt.

Vel ankommet til Struer skulle jeg have 40 minutter slået ihjel før det næste tog gik til Skive, så der var rigelig tid til en café latte fra 7-eleven.

Ja, det var en god dag

I Skive blev jeg hentet af Claus og Kia'en. Da vi var kommet til Nykøbing kørte vi først ind til en god slagter og købte lidt lækkert til frokost. Slagteren handler med specialøl fra Thisted Bryghus, blandt andet en Thagaard øl, som Claus syntes jeg skulle smage. Thagaard er Maja's familienavn og øllene er opkaldt efter hendes (vistnok) tipoldefar, men det er en helt anden historie, som jeg nok skal fortælle mere om her på bloggen, hvis det lykkes at få fat i øllene i Esbjerg.

Claus og Maja har lejet huset i Nykøbing med indbo og hele pivtøjet i nogle måneder, indtil de finder det helt rigtige at købe, så af hensyn til ejerne har jeg valgt ikke at lægge billeder fra huset på bloggen, men et billede af udsigten går vel an.

En udsigt man godt vil kunne vænne sig til. Længst i det fjerne ses Sallingsund broen

Efter vi havde spist en god frokost gik vi en dejlig tur med Ringo, - vi andre tog såmænd heller ikke skade af at røre os lidt. Det er mange år siden, jeg har været rundt i Nykøbing, så det var hyggeligt at gense nogle af stederne fra dengang.

Den smukke park i Nykøbing

Er der noget de kan i Nykøbing, så er det at nurse om den fine park. Den er virkelig velholdt og dejlig, der har Esbjerg Kommune noget at lære.

Et kig ned ad en af de små gader i Nykøbing

Efter en god kop kaffe og Maja's dejlige hjemmebagte appelsinkage, en masse hyggesnak og til sidst en lækker, lækker middag bestående af marineret culottesteg, nye kartofler, pandestegte gulerødder med hvidløg og en god salat, var det tid til at vende næsen hjemad igen. Det er altid en fornøjelse at besøge Claus og Maja, de er nogle meget gæstfrie og gode værter, det skal de altså have.

Toget mod Esbjerg
 
På hjemturen skulle jeg igen vente på et sydgående tog i Struer, denne gang heldigvis kun 20 minutter. Jeg "skød" lige toget, hvorefter jeg steg ombord og gjorde mig det bekvemt for de sidste par timers rejse til Esbjerg.