mandag den 22. maj 2017

En skøn, skøn weekend....


Vi har haft en rigtig dejlig weekend. Jeg var så heldig også at have fri fredag, 3 fridage i træk er lige noget, der kan bruges. Dagen blev blandt andet brugt på - langt om længe - at få købt en ny voksdug til spisebordet. Tingene skal være praktiske her i huset, så derfor er vores flotte bord altid dækket af sådan én. Lidt synd, men det fungerer simpelthen bare bedst sådan.

Lørdag havde vi aftalt med C. og M., at vi ville komme op med en seng til deres gæsteværelse. Jøsses for et arbejde at få den bakset op på 1. sal af en ikke særlig bred trappe. Godt de havde hyret et flyttefirma, da de flyttede ind i huset.

M.'s lækre lune hjemmebagte tærte med rabarber af egen avl, MUMS!

De har begge haft fødselsdag siden vi sidst har været sammen, så de fik deres forsinkede fødselsdagsgaver. Heldigvis havde vi ramt plet med det hele, så det var dejligt.

Vi valgte at takke nej til at blive til aftensmad, og i stedet køre hjem sidst på eftermiddagen, det tager jo ca. 3 timer fra Thy.



Da vi nåede til Holstebro kunne vi ikke modstå fristelsen, og kørte ind til Burger King og fik lidt at spise. - Ikke det sundeste valg, men vi er vilde med deres whoppers.


På den i alt 6 timer lange køretur kunne vi rigtig nyde de flotte gule rapsmarker. Billedet her er taget lige udenfor Struer med vandet bagved og modsatte side af fjorden. Er det ikke smukt?
Det skal lige siges, at billedet ikke er redigeret, og farverne er ganske som de var i virkeligheden.

På vejen hjem snakkede vi om, hvad vi skal i vores sommerferie. Vi har kun en enkelt uge sammen i år, og der er en fødselsdag midt på ugen, som vi gerne vil med til. En lille miniferie på 3, max. 4 dage, vil vi dog gerne på. Denne gang skal det ikke være på storbyferie, så gode idéer modtages med kyshånd.

Søndag fik vi lavet forskellige småting herhjemme, fik købt en TV-boks fra YouSee, så os med skiftende arbejdstider også kan være med, og så fik vi startet grillen op for første gang i år.

Som sagt modtager vi gerne idéer til en 3 - 4 dages ferie, - kom frisk *smiler*

torsdag den 18. maj 2017

Postkort fra Alcudia....


I dag mødtes vi med en guide på hotellet, og fandt ud af, at vi om torsdagen kunne komme på en tur med minibus over til Applesindalen ved Valldemossa. Savinyassa er et spændende landsted smukt omgivet af lime- og appelsintræer, og hvor den hjemmelavede mad bliver serveret ved borde mellem vinrankerne. Det var en spændende tur langt ud på landet hos de lokale, og til et sted man ikke sådan kan komme uden en helt lokal guide, så vi sprang til, selvom den var lidt dyr.

Vi fik også bestilt en bil til om mandagen, så var det på plads.


Formiddagen bød på dagens første tur ned til vandet og så osede vi lidt i et par butikker.


Lige her, med udsigt over lystbådehavnen, et hyggeligt lille torv og det allerinderste af Alcudiabugten gad jeg virkelig godt bo. Man har jo lov til at drømme *smiler*


Vi kumme simpelthen ikke vente længere med af få et gensyn med gamle Alcudia, og det første man kommer til søndag og tirsdag, når man kommer ude fra Port d'Alcudia, er markedet. Vi kom sent, så mange af de handlende var ved at pakke sammen. Nu var det ikke markedet, vi var kommet for at se, så vi gik stort set kun igennem det, for at komme længere ind i byen.


Først ville vi finde noget frokost, og vi havde egentlig satset på at spise her, men køkkenet var lige lukket efter frokostserveringen.


Lidt længere henne ligger et andet af vores "stamsteder", som havde plads indenfor, det passede os ganske godt, for vinden var lidt kold. Her fik vi nogle virkelig lækre baguettes med noget helt nybagt og knasende sprødt brød med kylling, masser af hvidløg og salat samt tun. Det var første gang vi spiste der, men bestemt ikke sidste, - det er helt sikkert.


Vi gik stille og roligt rundt i de gamle gader og indsnusede stemningen, det kan vi altså ikke få nok af. Selvom vi går rundt i de små gader flere gange på vores ferier, så er der hele tiden små nye ting at opleve, bare sådan en lille ting, som at huset herover var blevet malet siden vi var her sidst, og er bare blevet så fint med den lyserøde farve.


Når vi går fra Port d'Alcudia op til Alcudia, går vi tit ad en sti vi har fundet, hvor man stort set slipper for trafik. I år var det første gang vi var på Mallorca i foråret, så det var sjovt at se, hvor fint og grønt der er i forhold til i efteråret.  

Da vi tog afsted fra Billund sagde vi flere gange til hinanden; - Vi skal altså også huske at slappe af denne gang, så det var lige præcis hvad vi gjorde resten af dagen.

mandag den 15. maj 2017

Forkælelse på Mors dag


I går, den 14. maj, var det Mors dag, og jeg skal da lige hilse og sige, at jeg blev forkælet af mine skønne unger.

Tusind, tusind tak for den smukke ring fra Pandora, jeg elsker den flotte blå sten, og for de flotte blomster, som et forvirret blomsterbud lige akkurat nåede at aflevere, før jeg tog afsted på job.

Jeg er så taknemmelig for, at I er blevet de mest fantastiske unge mennesker. Jeg elsker Jer 💗

mandag den 8. maj 2017

Endelig landede vi på dejlige Mallorca....


Lørdag den 29. maj stod vi op før "en hvis mand fik sko på" kl. 03.40. Er der noget jeg IKKE er, så er det morgen-menneske, og specielt ikke efter en mega travl aftenvagt til kl. 23.00, men hvis det er fordi jeg skal nå et fly mod Palma de Mallorca, står jeg glad og gerne op kl. l... om morgenen. 

Vi havde booket værelse på Eix Hotel Alcudia i Port de Alcudia. At valget igen-igen faldt på Alcudia er både fordi vi elsker det sted, men også fordi vi slet ikke er færdige med at udforske den nordøstlige del af øen.


Da vi tjekkede ind fik vi serveret et glas bobler, som vi valgte at tage med op på værelset og nyde på altanen. Vi var så heldige, at vores værelse allerede var klar, så vi kunne komme op og få os installeret med det samme. Jeg vil senere komme med en anmeldelse af hotellet her på bloggen, jeg vil dog allerede nu røbe, at Hotel Alcudia skulle vise sig at være et virkelig godt valg.

Vi startede med at gå ned til havnen og stranden for lige at få den allerførste dosis af noget af det, vi havde glædet os allermest til. Det var simpelthen så dejligt at være tilbage, - jeg bliver så glad indeni, når jeg er i Alcudia.



Klokken var 15.00 før vi fik frokost, og vi trængte efterhånden virkelig til mad og væske. Vi snuppede en hamburger på Dakota, som jeg nok skal skrive mere om også, på et tidspunkt.

Inden vi gik den korte vej hjem på hotellet vendte vi lige forbi et supermarked og købte lidt ind, så vi havde godt med vand, og så vi kunne lave os en vodka og cola på værelset samt få en Hierbas til vores altankaffe. 

Coco Loco

Efter middagen på hotellet tog et par drinks i baren, før vi gik op på værelset og ordnede dagens billeder på computeren og fik en kop kaffe før vi krøb til køjs.

Det var simpelthen så dejligt at være tilbage, - for som en skrev til mig på Instagram; - man blive lidt afhængig af den ø.

mandag den 17. april 2017

Det var så den Påske....


Jeg aner simpelthen ikke, hvor Påsken er blevet af, men pist væk er den i hvert fald. Når jeg ser tilbage har vi egentligt nået rigtig mange, og rigtig dejlige ting.


Skærtorsdag og Langfredag stod den på dagvagter for mit vedkommende. Vi er igen, igen blevet varslet, at vi skal flytte kontor, så det kunne godt tænkes det er sidste gang, der bliver postet billeder fra min nuværende (dejlige) placering.

Jeg er egentligt ikke så meget for at poste billeder af pigerne her på bloggen, men vi har haft et par skønne dage sammen med dem, så jeg gør en undtagelse denne gang. Vi har nemlig haft et hyggebesøg af dem fra lørdag til søndag, - et par dage helt på deres præmisser.


Vi var så heldige, at Påskeharen havde været forbi, så det vakte stor jubel at samle påskeæg i haven.

Hygge i haven mellem regnbygerne


Pigerne havde bestilt pandekager, så største-musen hjælper med at bage en kæmpe stak til aftensmaden.


Imens legede mindste-musen. Hver gang det lykkedes at få en af dimserne i et hul jublede hun "YAY, jeg vandt" og tog armene i vejret *smiler*


Søndag formiddag tilbragte vi ovre på legepladsen lige indtil mindste-musen landede på maven midt i en dyb vandpyt, og måtte hjem og have tørt tøj på. Sådan noget sker selvfølgelig lige når kameraet befinder sig i den anden ende af legepladsen *smiler*


I dag var B. og jeg en tur ude i Marbæk plantage og kigge til klubbens hytte og åbne for vandet efter vinteren.

På vej ind mod Esbjerg igen

Endelige er Esbjergs nye indkøbscenter BROEN indviet. Det ligger jo ganske tæt på, hvor vi bor, så jeg "forvildede" mig derover i tirsdags, hvor jeg havde fri. Det kom jeg til at fortryde, jeg havde godt nok regnet med, at der var mange mennesker i centret, men at der var så sindssygt mange havde jeg ikke helt regnet med, så jeg vendte næsen hjemad igen.


Inden vi kørte hjemmefra var vi blevet enige om at kigge indenfor i BROEN for at få et overblik over, hvad der ligger hvor, vel vidende at butikkerne havde lukket pga. Påsken. Derfor var der heller ikke så meget at se, men foyeren ved hovedindgangen er nu ganske flot.

Cafe Vivaldi


Vi drak en en god kop kaffe på Cafe Vivaldi, når vi nu lige kom forbi. Det er bestemt ikke sidste gang vi kommer der, der er faktisk rigtig hyggeligt, sødt personale og OK priser.

Dét at BROEN har åbent i normale weekender jo helt fantastisk. Det kunne jeg godt komme til at gøre brug af, tror jeg.

Det var så vores Påske, hvad har I mon lavet?

tirsdag den 4. april 2017

Hradcany borgen, øsende regnvejr og tjekkisk goulash suppe....


Vores sidste dag i Prag, var afsat til at se Hradcany borgen. Vi vågnede op til øsende regnvejr, hvilket var virkelig træls, sagt på godt jysk. Men borgen skulle efter signede være et spændende sted, og dagen skulle ikke spildes helt på hotelværelset, så vi tog naturligvis afsted i håb om, at det blev tørvejr op af dagen.


Her er vi ved den officielle indgangsport til Hradcany. Der er en høj grad af sikkerhed omkring borgen. Der er indført sikkerhedskontrol, præcis som i en lufthavn. Det er soldater der står for sikkerhedskontrollen, de fortalte at det var en nødvendighed i disse tider med terror, både fordi den tjekkiske præsident har sin residens i en del af borgen, men også på grund af det virkelig store antal turister, der besøger borgen. Der kommer i tusindvis af turister hver eneste dag, året rundt. Det var faktisk ganske betryggende at vide, at alle havde været igennem sikkerhedskontrollen, så hatten af for det, omend det jo er trist at det kan være nødvendigt.


Det første sted vi besøgte i borganlægget var Den Gyldne gade. Det er en fin lille gade, hvor de gamle huse i dag er indrettet som små butikker eller til udstilling.

Fortællingerne går på, at de små bitte huse i 12-1300-tallet var beboet af bueskytter, der skulle forsvare borgen. Senere flyttede alkymisterne ind, og det var faktisk ved et tilfælde, hvor et af husene eksploderede i forbindelse med at alkymisten blandede diverse ting, at guldet blev opfundet. Deraf fik den lille gade sit navn.





Vi var efterhånden blev godt og grundigt våde på grund af regnen, så vi gik ind i Sankt Vitus katedralen, som ligger inde i borgen. Den er kæmpestor med mange små sideskibe. Der var virkelig mange, der havde fået samme tanke som os, så katedralen var proppet med turister, der stod i alle gangene, der var nemlig spærret af, så man ikke kunne sætte sig på kirkebænkene. Varme var der ikke så meget af, så vi gik en hurtig runde, og stillede os derefter over for at vente på vagtskiftet.

Dem der stod udenfor porten havde 1. parket til vagtskiftet, os der havde betalt entre for at komme ind på borgen var forvist til 2. borggård, og kunne kun sporadisk følge med i hvad der skete. En sjov politik, men pyt *smiler'

Først stod vi på allerførste parket og ventede på vagtskiftet, men inden det gik i gang kom der et par soldater og bad os rykke ind i Hradcany's 2. borggård. Det gjorde, at vi ikke kunne se ret meget,  så billederne er derefter, men de giver da et lille indtryk af hvad der skete.

Præsidentens palads i Hradcany borgen

Flaget er hejst over hovedindgangen til præsidentens palads, hvilket betyder at han er hjemme.

Udsigt over Prag

Hradcany borgen troner jo højt over Prag, så der er en virkelig flot udsigt over byen. Dagens udsigt var præget af det tågede, regnfulde vejr.

Efter at have været rundt og se, hvad man bør se inde på Hradcany borgen, gik vi ned i byen for at finde et sted at få varmen og lidt at spise. 

Tjekkisk goulash suppe serveret i et stort brød

Jeg sagde til B. at jeg rigtig gerne ville prøve en gang tjekkisk goulash (sådan staves det på menukortet) suppe serveret i et brød, det var han helt med på, og det nærmeste sted vi vidste vi kunne få det, var på John Lennon Pub. Vi spiste rygende varm suppe med kartofler, det smagte fantastisk. Til dessert drak vi varm chokolade med rom og flødeskum. Det var rigtig dejligt og gav varmen.

Vi var efterhånden ved at være godt brugte, så vi lavede ikke det helt store resten af eftermiddagen, hvor vi fik styr på vores billeder, drak kaffe på hotellet og så videre. Det blev ret sent før vi gik ud i byen og fandt noget aftensmad og da vi var hjemme på hotellet igen drak vi et par gode lokale godnat øl sammen med nogle andre danskere, der også boede på hotellet.

Næste formiddag gik turen tilbage til Danmark efter 3 oplevelsesrige dage i smukke Prag.

torsdag den 30. marts 2017

Forår i Prag, vol. 2....


På vores 2. dag i Prag var planerne at kigge nærmere på nogle af de ting vi besøgte dagen før. Vi ville tidligt afsted, i håb om at undgå alt for mange andre turister. Hold da op, hvor mødte vi mange japanere i går med indtil flere kameraer om halsen og en skov af selfie-stænger, - hensyn til andre fotograferende ved de ikke hvad er *smiler*


Vi havde bestemt os for at starte i området omkring Lennon muren, ganske vist havde vi, for en sikkerheds skyld, et par sporvognsbilletter i lommen, men vi valgte at gå, så vi kunne zig-zagge gennem de fine gader.

Don't lie to yourself

Vi var heldige, at der kun var ganske få ved muren, så det var muligt at få ro til at nærstudere graffitien og lavet et lille photoshoot.



Der er simpelthen så hyggeligt i Mala Strana bydelen, det er ikke for ingenting området bliver kaldt "Lille Venedig", selvom det kun er et par enkelte kanaler.


Karlsbroen ligger lige ved kanalområdet, og er i sig selv en oplevelse. Den måtte vi naturligvis over endnu en gang.

Jazzmusikere underholder
Udsigt fra broen i baggrunden ses Hradzany-borgen
 

Vi fortsatte rundt i byen, her er der lige et gensyn med den gamle rådhusplads, hvor vi så danske Tycho Brahes sarkofag inde i kirken.


Det er en rigtig god idé at kigge opad, når man går rundt i Prag, så man også ser de mange fantastisk flotte facader.

Sulten var begyndt at melde sig, så mens vi zig-zaggede gennem gaderne ledte vi efter et sted, hvor vi kunne spise en lidt sen frokost. Pludselig opdagede vi, at vi stod på Wenzelspladsen, så vi havde gået meget længere end vi egentlig havde regnet med, men vi fandt en dejlig udendørs restaurant og slog os ned.

Lækker tjekkisk husmandskost

Vi havde ikke helt styr på, hvad vi bestilte, det viste sig at være kartoffelknödel/kartoffelboller fyldte med løg og noget røget kød, serveret på en bund af rødkål, det var lidt tungt i det, men smagte virkelig godt. Vi kom af med 800 Koronas = ca. 265,- kr inkl. 2 sodavand og lidt drikkepenge, hvilket er meget rimeligt.

Udsigt over Moldau

Bagefter fandt vi ned til Moldau og gik langs floden i retning af hotellet, lige med en omvej hen i TESCO (stort, flot indkøbscenter ganske tæt på hvor vi boede) og købte et par lækre kager, og så var det ellers hjem og lave noget tiltrængt kaffe, og smække benene op, før vi skulle afsted igen ud og finde noget aftensmad. Der var ikke så meget tid til at lede efter et godt sted, da vi skulle på farten igen, så det blev igen en tur hen i TESCO, hvor vi fik en kæmpe portion god og billig thaimad.

Om aftenen var vi ude ved Krizikova fontænen, hvor den forestilling, der passede med transporten derud var Mamma-Mia med Abba:

(the video is borrowed at the Krizikova fountain homepage as inspiration for visiting one of the shows)

Det var en dejlig oplevelse at se showet, og musikken forskrækker jo i hvert fald ikke nogen.

Da vi langt om længe lå under dynerne og snakkede om dagens oplevelser, var vi enige om, at vi havde nået rigtig meget, og at det ikke var "ferie" at være på storbyferie *smiler*